Erik Clausen – Fra den ene hjernehalvdel til den anden

05/10/2017 20:00

Erik Clausen byder dig velkommen ombord i sit højt flyvende univers og tager dig med en tur ud i gøglerens verden, hvor han vender alle ting på hovedet. Om ikke andet, så vender han tingene på vrangen. Stiller spørgsmålstegn ved den stærkt opreklamerede normalitet og stiller lighedstegn mellem mænd og kvinder – absolut til kvindernes fordel, når han gennemgår, hvordan Vorherre havde det, da han skabte henholdsvis manden og kvinden.

Det bliver et show på fuld speed, for Erik Clausen er ikke en del af den såkaldte “ældrebyrde”. Clausen vil med sin lange livserfaring i bagagen øse ud af forskellige anekdoter med risiko for humoristiske bivirkninger og risiko for, at man kan kende sig selv, mand eller kvinde, ung eller gammel.

Showet, som Clausen kalder Fra den ene hjernehalvdel til den anden, går ud på at forene de to halvdele, der normalt lever adskilt. Som et par i en separation, i krise eller terapi. Det bliver en Clausen på slap line… meget slap.