Dracula

Fredag den 18/03/2022 19:30

Alle Teaterforeningen Horsens forestillinger til sæson 2021-2022 starter i salg tirsdag den 6. april kl. 10.00.

Der er lagt op til en forestilling med bid i i denne opdaterede udgave af “Dracula”. Operakompagniet Figaros og Den Ny Opera står bag og har lavet deres helt egen udgave af den klassiske historie og tilsat kendte hits fra opera, operette samt musical og ikke mindst krydret det hele med komik i rigelig grad.

Alle roller synges, flyves og danses i fuld scenografi, lys og kostumer af et velsyngende og temmelig tosset hold udgjort af Lisbeth Kjærulff, Kristian Jensen, Hans Dueholm og Allan Dahl Hansen.

4 vampyrjægerne drager med den unge sagfører Jonathan Harker til Grev Draculas slot i de Transsylvanske bjerge. Mens greven, der har fået blod på tanden, rejser til England i en kiste fyldt med sit fædrelands jord, befinder Harker sig på slottet – fanget af Draculas kvindelige vampyrer.

Sammen med vampyrjægeren Van Helsing bliver det nu en kamp med tiden og dagslyset om at finde Grev Dracula og banke en pæl gennem hans hjerte for at forhindre ham i at skabe en mindre hær af vampyrer.

Figaros garanterer i vanlig stil en overflod af komik, musik og gys… og masser af hvidløg.

Anmelderne har skrevet om Figaros tidligere forestillinger:

“… man får et tydeligt indtryk af et velfungerende team, der er drevet af en fælles energi, humor og lyst til at dyrke det komiske tenderende til det platte.” Jyllandsposten

“… en underholdende, vanvittig og drønmusikalsk operaparodi.” Fyens Stiftstidende

”Der er altså noget at glæde sig til. Figaros er et unikt fænomen i dansk turnéteater.” Nordjyske

Producent: Figaros og Den Ny Opera
Instruktion og medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Hans Dueholm, Kristian Jensen og Allan Dahl Hansen
Manuskript: Kjærulff, Dueholm og Jensen (usædvanligt frit efter Bram Stoker)
Kostumer: Nathalie Meldgaard
Scenografi: Hans Dueholm

Husk at du kan købe billet til 4 af teaterforeningens forestillinger og opnå abonnementspris.